|
Nyt fra Mose allé
Der er sket lidt af hvert her på Mose Allé den sidste tid. Både inde og ude.
Udover de nye havedøre, den flotte terrasse og hyggelige udendørslounge, som vi skrev om i sidste indlæg på bloggen, har vi fået effektiviseret vores telefonsystem, ligesom vi har fået piftet haven op med flotte træer og buske.
Flere kunder har efterspurgt muligheden for at ringe direkte til den enkelte medarbejder i SignF. Det synes vi er en rigtig god idé, så derfor har vi fået installeret nyt telefonsystem.
Hver medarbejder har fået tilknyttet et lokalnummer, der kan indtastes efter velkomsthilsnen, når du ringer til vores sædvanlige hovednummer.
På den måde kommer du både nemmere og hurtigere frem til den medarbejder, du ønsker at tale med.
Hvis du er interesseret i at ringe direkte til en af os her på Mose Allé, kan du finde alle lokalnumre under vores navne på siden ”Folk” her på sitet.
Vi sidder klar ved telefonerne og glæder os til at snakke med dig.
En anden ting, der har optaget os, er af mindre munter karakter.
Det skal ikke være en hemmelighed, at vi her hos SignF er afhængige af en helt bestemt drik. Nemlig kaffe. Derfor var det med bankende hjerte og tårer i øjenkrogen, at vi forleden opdagede, at vores elskede kaffemaskine var brudt sammen. Og så endda på en mandag. Derfor kører vi nu på instant coffee. Det fortsætter heldigvis ikke for evigt; rygtet siger nemlig, at en splinterny kaffemaskine allerede er på vej.
Sort kaffe er ikke det eneste, vi kan byde på. Vi har nemlig købt en ny Nespresso-maskine, som bliver taget i brug, når SignF får gæster. Du skal være velkommen til at kigge forbi og få en kop med.
Hvis du kigger forbi Mose Allé, kan du også se vores lille have, som bliver flottere og flottere for hver uge, der går. Haven er lavet for at skabe lidt hygge i en ellers travl hverdag. Der er intet så godt som at stille sig ud i den friske luft og nyde synet af æbletræer, brombær- og solbærbuske.
Vi glæder os allerede til tiden, hvor vi kan plukke et æble i frokostpausen.
Men sådan en have passer jo ikke sig selv. Der skal pasning og pleje til, og græsset skal slås. Derfor har vi anskaffet os en græsslåmaskine af den gode, gamle slags, der skal håndskubbes. Grundet de store regnmængder, vi er blevet velsignet med for tiden, vokser græsset nærmest med lysets hastighed. Det betyder, at vi ofte får fornøjelsen af at se chefen med sved på panden, mens han skubber rundt med græsslåmaskinen.
Det var alt for denne gang. Vi ses!
|